Bliv maskinmester

Få Danmarks bredeste tekniske viden her

 

Hvad er en maskinmester?

Maskinmesteruddannelsen er den bredeste tekniske uddannelse i Danmark. Det betyder, at du under uddannelsen kommer til at arbejde med mange forskellige fag lige fra maskin- og el-teknik over automation til sprog, jura og management. Som maskinmester skal du både kunne den bagvedliggende teori og kunne udføre det praktiske arbejde i motorer, anlæg mv.

På SIMAC uddanner vi både maritime og landbaserede maskinmestre. Fælles for begge er, at du både lærer at arbejde med teknisk drift og med ledelse. Det gør dig til en teknisk leder, der kan stå for drift, optimering og vedligeholdelse af komplicerede maskiner og anlæg, og samtidig har de kompetencer, der er nødvendige for at lede og sikre kvalitet, arbejdsmiljø, sikkerhed, miljø og økonomi.

Er du maskinmester til søs, har du ansvaret for skibets maskineri og alt det tekniske udstyr. Det betyder, at du står for den samlede vedligeholdelse af skibets motorer, teknikken mv.

Selv om uddannelsen har rod i søfarten, giver den også rigtig gode jobmuligheder på land. Stort set enhver større virksomhed, der anvender tekniske anlæg eller arbejder med teknisk udvikling, har brug for maskinmestre. Derfor får ca. 80 procent af alle maskinmestre i dag job på land – evt. efter først at have sejlet nogle år. Det betyder også, at du bagefter kan arbejde inden for rigtig mange forskellige brancher i land, til søs og i hele verden.

Hvis du vil i søpraktik, skal du indgå en uddannelsesaftale med et godkendt rederi, inden du begynder på uddannelsen.