Søg  
English
Dansk
Pressemeddelse 2. juli 2010
Computerprogram skal spare brændstof
 
Et nyt computerprogram, som skal gøre det muligt for A.P. Møller-Mærsks skibe at sejle med det mindst mulige forbrug af brændstof, er ved at blive udviklet i et samarbejde mellem rederiet og Danmarks største maritime uddannelsessted, SIMAC i Svendborg.
   Programmet - ”Voyage Planning and Execution” - vil kombinere information om vejr, vind og strøm rundt om på verdenshavene med data om det enkelte Mærsk-skib. Når programmet er færdigt, vil skibene kunne lægge deres rute ind og se, hvordan sejladsen skal tilrettelægges for at bruge mindst muligt brændstof.
   - Det vil især være skibe med fast ankomsttid, som får stor gavn af programmet. Det koster dyrt, hvis de kommer for sent, og de må heller ikke komme for tidligt. For at være sikre på at komme frem til tiden, sejler de ofte hurtigt i starten – og langsomt til sidst. Fordi de ikke ved, hvordan vejr og strøm er på ruten, siger lektor Mette Hundahl til magasinet Currents, der udgives af SIMAC – Svendborg International Maritime Academy. Hun er sammen med kollegaen, adjunkt Lennart Resenbro, SIMACs repræsentanter i samarbejdsprojektet.
   - Der findes i forvejen programmer, som giver oplysninger om henholdsvis vejr og det enkelte skibs performance – altså f.eks. hvilket antal motoromdrejninger, der skal til, for at sejle mest økonomisk. Det nye og unikke er, at alle disse oplysninger nu samles i ét program, hvor skibene også løbende kan indrapportere strøm, vind, bølger og dønninger i de områder, hvor de sejler, siger hun.  
 
Der er rigtig mange penge at spare, hvis skibene kan sejle blot en smule mere økonomisk. Et stort containerskib, der sejler 20 knob, bruger for cirka 380.000 kr. brændstof i døgnet. Sejler skibet hele døgnet med 20 knobs fart, når det lige så langt, som hvis det sejler den halve tid med 21 knob og resten med 19 knob. Men brændstofforbruget er cirka 1 procent lavere ved at sejle 20 knob hele tiden, og det svarer til en besparelse på omkring 4.000 kr. og 4 tons CO2 pr. døgn.
  
De to SIMAC-medarbejdere skal sikre det nye program en høj grad af brugervenlighed og udvikle tests til programmet. – Som undervisere er det vigtigt at have kontakt til erhvervet på de områder, som vi underviser i, og gennem projektet får vi ny viden, som vi kan bruge i undervisningen, siger Mette Hundahl om SIMACs deltagelse i udviklingen af det nye program.
Send til ven Send til ven
Send til ven Udskriv siden
SIMACGraaesvej 27DK-5700 SvendborgTlf. +45 72 21 55 00SE nr. 25 78 70 72EAN 5798000023185mail@simac.dkIntranetWebmail WEB2IT
SIMACGraaesvej 27DK-5700 SvendborgTlf. +45 72 21 55 00mail@simac.dk