Søg  
English
Dansk
Pressemeddelelse 2. juli 2010
Database skal skabe samarbejde om bachelor-projekter
 
Skibsofficersstuderende vil gerne lave bachelorprojekter, der kan bruges i det maritime erhverv – og rederier samt styrelser og virksomheder inden for søfarten vil gerne bruge de studerende til at løse projekter, som der ikke er plads til i dagligdagen.
   Det er blot svært at få skabt kontakten, men det rådes der nu bod på med en ny database, som Danmarks største maritime uddannelsessted, SIMAC i Svendborg, er ved at udvikle.
   - Databasen forventes klar til efteråret. Den får sin egen hjemmeside og bliver en markedsplads, hvor begge parter kan lægge deres projekt-ideer op, siger adjunkt Lennart Resenbro til magasinet CURRENTS, der udgives af SIMAC – Svendborg International Maritime Academy.
   – Meldingen fra virksomheder, rederier og offentlige styrelser er, at der er mange både små og store praktisk orienterede projekter, som kunne løses af vores studerende. De kan opsamle og sammenstykke viden, og de er i princippet gratis, siger han.
 
Adskillige studerende på SIMAC har allerede prøvet at samarbejde med virksomheder om deres bachelorprojekt med gode resultater. – Det er jo en fordel for begge parter, siger en af de studerende på SIMAC, Anne Norup Larsen. – Vi har tre måneder til at skrive en bacheloropgave. Vi har et bredt kendskab til det maritime område, vi kender skibene og vi har lært at lave spørgeskemaer.    
   Selv samarbejdede hun med en norsk virksomhed om sin opgave – ”Rensning af udstødningsgasser.”
   En af hendes medstuderende, Rune Mai Jørgensen tilføjer: - Det er mere spændende, mere nærværende og meget mere motiverende, hvis vi arbejder med reelle tal og fakta – og ved, at resultatet af det, vi laver, kan bruges i erhvervet.
   Han og tre medstuderende samarbejdede med rederiet Torm og Lindø Skibsværft om deres opgave ”Driftsoptimering på skibe”. De påviste, hvor meget brændstof, der kan spares ved at optimere driften på et almindeligt containerskib.
 
- Det var helt klart en opgave, jeg kunne lære noget af, siger en af samarbejdspartnerne, skibsingeniør Johnny Hørlykke fra Torms nybygningsafdeling.
   Han synes, at den nye database er en rigtig god ide. – Der er mange områder, hvor vi i vores travle hverdag ikke har tid til at fordybe os så meget, som vi gerne ville, og her kan vi få glæde af hinanden. Men det skal være et give and take. Det skal være projekter, der er relevante for os, så vi også får noget ud af det, understreger Johnny Hørlykke.
Send til ven Send til ven
Send til ven Udskriv siden
SIMACGraaesvej 27DK-5700 SvendborgTlf. +45 72 21 55 00SE nr. 25 78 70 72EAN 5798000023185mail@simac.dkIntranetWebmail WEB2IT
SIMACGraaesvej 27DK-5700 SvendborgTlf. +45 72 21 55 00mail@simac.dk